• Links
  • Arkiv

Logo

Navigation
  • Forside
    • Bestyrelsen
    • Nyheder
    • Love
    • FAQ
    • Indmeldelse
    • Nyhedsbrevet
  • Avl og Opdræt
    • Danske opdrættere
    • Avlshanner til rådighed
    • Medlemmernes hunde
    • Avlsrestriktioner
    • Avlsinformationer
    • Avlsprocedurer
    • Parring
    • Hvalpe
    • Fra avlsrådet
    • DKK
    • Standard
    • Udstilling
    • Historie
    • Farver
    • Langhåret
    • Bonitace
    • Dokumenter
  • Helbred
    • Patella luxation
    • Fontanel
    • Parasitter
    • Herpes
    • Tænder
    • Aktivering
  • Aktiviteter
    • Udstillingskalendere
  • Kontakt

Anne og Davids beretning fra bonitace i Milovice d. 14/6 2015

By Benny Larsen | on 13/07/2015 | 0 Komentere
News

Bonitace Milovice d. 14/6 2015

Denne rejse starter langt tidligere end d. 14 Juni 2015.

Og for at starte ved begyndelsen, ser vi på klubbens hjemmeside, at der arrangeres bonitace i Tjekkiet: Vi vil gerne opleve en bonitace, og se det smukke land, hvor vor lille Pépe (Hola Danica Carlo) har sin races oprindelse!

Hvordan får man en hund med på flyet ?
Godt spørgsmål.
Jeg kontakter CSA (Czech Airlines), som jeg erfarer, efter at have besøgt adskillige tjekkiske hjemme sider, har en afdeling i Billund.
På gebrokkent dansk og med højt humør, foreslår deres medarbejder, at jeg bare skal sende alle informationer vedr. hund, transport kasse og KREDITKORT OPLYSNINGER , i en E-Mail.
Med et:” Tak; jeg vender tilbage”, tænker jeg at der må være en anden metode, end at sende mine kreditkort oplysninger ud på de digitale motorveje!

På nettet finder jeg under Flybillet.dk den samme afgang med CSA, og efter en ventetid i telefonrøret på blot 35 min., taler jeg med en medarbejder, som forsikrer mig, at jeg kan få en hund under 8 kg. med i kabinen. Jeg skal blot gøre følgende:

1. bestille og betale billet til David og mig på flybillet.dk
2. skrive en e-mail til selskabet med oplysninger om
a. booking nr.
b. hundens vægt,
c. samt mål på transport kassen
3. Vente på bekræftelse, og følgende betalingslink for at medtage hunden.

Voilá ! Vi skal afsted, og Pépe skal have sin ilddåb som flyvende hund!

Ophold/ indkvartering i Tjekkiet.
Autokemp Milovice er da stedet hvor vi sammen med de andre danske deltagere vil bo.
Pga. en hårdnakket madallergi, og en ringe evne til at læse Tjekkisk, beslutter vi at leje et mobile home med eget toilet. Så langt så godt.

Forvirring og hurtige beslutninger
Kort tid før vor rejse kommer der oplysninger fra Tjekkiet om at der skal foreligge en DNA test, for at få hunden boniteret!
Det er ikke muligt at skaffe en DNA test med så kort varsel og der er desuden irriterende spørgsmål fra min dyrelæge: Hvor skal blodprøven sendes hen? Ønsker Tjekkerne at opbevare racens DNA i Tjekkiet?
Jeg kan jo ikke svare……..

Jeg kontakter DKK, som oplyser mig om at der findes forskellige DNA Tests:

1. ”DNA-afprøvet” (der foreligger en DNA profil på hunden selv)
2. ”DNA-godkendt” (der foreligger DNA profiler på hunden selv og på begge dens forældre. Ved hjælp af disse profiler er slægtskabsforholdet verificeret)

Efter endnu en samtale med min øretrætte dyrelæge beslutter jeg at vente med DNA test af Pépe indtil videre…..

Jeg afbestiller Autokemp Milovice, uden at skulle betale noget gebyr, da der hersker forståelse for vor situation. Pépe skal blive hjemme, og David og jeg beslutter at tage af sted på en lille romantisk ferie til Prag!

På internettet surfer jeg igen- igen.
Heldigvis finder jeg en skøn gammel hotel lejlighed i hjertet af Prag. Beliggende lige ned til floden, og med hele to små grønne oaser blot et stenkast fra lejligheden. Og jeg husker, da jeg booker den, at spørge om vi må have hund med. Hvis nu at…….

Få dage før afrejsen tikker der oplysninger ind, om at vi er velkomne til bonitering i Tjekkiet!
DNA testen kan sendes senere! Pépe skal alligevel med!

Rejsen til Tjekkiet

D. 12 Juni kl. 06:00 om morgenen står vi forventningsfulde på Espergærde station. Vi er udstyret med kuffert, transportkasse, og sågar en klapvogn til hunden! Her er jeg lige nød til at indskyde et ”Tak” til familien for de hyggelige stunder, hvor de har klasket sig på lårene af grin over denne hunde-vogn!

Pépe er utilfreds med transportkassen, men bliver dog rolig da han kommer på skødet i toget, hvor han kan følge med i morgenaktiviteterne.

Efter en hel del kedelige og tidskrævende procedurer i lufthavnen sidder vi nu i flyet. Jeg tænker lige tilbage på apotekerens ansigtsudtryk, da jeg spurgte hende, om jeg ikke kunne give Pépe lidt Otrivin næsespray, da det måske kunne lette eventuelle trykgener i hans ører på flyveturen? Hun kiggede underligt på mig og spurgte om ”hvordan jeg dog ville få den spray op i næsen på ham?” Tjaaa, det havde jeg jo egentligt ikke overvejet… Hun sagde at den slags skulle jeg tale med min dyrelæge om…. eller var det min psykolog ??!

På hele fly rejsen forholdt Pépe sig roligt, liggende på skødet af sin menneske far og mor, godt flankeret af et tyndt tørklæde. Tryk i hans ører mærkede vi ikke noget til…..

Prag d.12 juni
I receptionen bliver vi positivt modtaget af den meget unge og venlige receptionist, som glædestråelende konstaterer at: ”the sweet little dog” også skal bo i lejligheden!
Vi er begejstrede for lejligheden, udsigten, og ikke mindst den centrale beliggenhed!

Efter indkvartering, vandrer Pépe med logrende hale, rundt i de små parker, hvor han vander og gøder.

Efter et lille hvil begiver vi os ud i Prag. Vi finder en KÆMPE park, hvor hunde gerne må gå løs. Vi vandrer opad af stejle og bugtede stier, og vi ser de fineste udsigtspunkter over byen.
Vi spiser en rigtig dejlig middag ved floden, og konstaterer at det ikke er spor svært at have hund med. Pépe sidder i sin klapvogn, og nyder de liflige dufte fra grillen, mens han kigger på turistbådene som sejler på floden.

Karlsbroen når vi også at gå over. Smukt med alle lysene, nu da det er blevet mørkt.

D. 13 juni
Tager vi på sejltur på floden. David finder en pude til Pépe på båden, og han bliver vugget i søvn.

Efter sejlturen er det frokost tid. Pépe og jeg går igen i den store park og David køber take-out mad.
Vi aftaler at mødes i parken. Pépe har arbejde der skal passes…..
Da David kommer, belæsset med æsker af mad, bliver der nærmest solformørkelse! Himlens sluser åbner sig, og der er både lyn og torden. Vi løber tilbage på restauranten, hvor der kun er 6 små indendørs borde, men vi bliver tilbudt en plads i gårdhaven i ly af bygninger og tætte træer. Og her sidder vi så og bliver faktisk ikke våde. Jeg har også tid til at nærstudere tjeneren, som er en meget imødekommende slank og høj mand. Hans lange krusede hår er samlet i en hestehale, og hans ører og næse er smykket med alverdens spændende ringe. Han slår ud med armen da han ser Pépe på Davids arm og kalder Pépe for ”Pappas Boy” !

Maden er noget af det mest vederstyggelige måltid jeg nogensinde har set! Jeg har simpelthen ikke kunnet finde et bedre ord til at beskrive dette mærkelige, der ligger i æsken.
Det er Paella, men det ligner det bestemt ikke! David har fået en ”Tex Mex.”, men vi kan ikke rigtigt se, hvad det er. Men der er jo en forklaring på alt: Vi er på en vegetarrestaurant!!! Jeg har gennem årene (uden selv at være vegetar) smagt mange SUPER gode vegetar retter. Dette er IKKE en af dem. Vi tilbyder Pépe at smage lidt. Han vil ikke have noget!
Inden vi sultne, forlader restauranten, bliver David stoppet at en bekymret mand, som peger ned på den tomme klapvogn og spørger hvor barnet er ? David peger på Pépe, nu liggende på min arm, manden sætter sig igen ved bordet hos sin familie, han peger på os og vognen. De griner, men klasker sig dog ikke på lårene. Jeg har dog en lille mistanke om, at de måske kender min familie derhjemme i Danmark?

Biludflugt i Prag

Tiden er nu kommet til at hente vor lejebil på Prags hovedbanegård. Vi skal køre til Bonitace i Milovice i morgen d. 14 Juni.
Prags hovedbanegård er en mellemting af Lyngby Stor center og jeg-ved-ikke-hvad…. I flere etager!
Jeg forestiller mig at Tjekkerne, når de beslutter sig for at rejse, bare tager hertil denne banegård. Her kan de så forsyne sig med alt hvad de behøver til rejsen; kuffert, solcreme, gaver, tøj og madvarer.

Midt i det hele finder vi BUDGET CAR RENTAL. Vi får udleveret nøgler, papir og en GPS.
Vi finder heldigvis også bilen. David indstiller GPSén med hotellets adresse. Pépe og jeg indtager bagsædet.
Efter et mislykket forsøg på at køre op ad den forkerte rampe, og en lille tur i backgear, kommer vi ud i Prags myldretrafik. David følger GPSéns anvisninger, mens den Sibirske kulde inde i bilen, breder sig gennem marv og ben. David er nød til at koncentrere sig om sin bilkørsel, så jeg siger ikke noget om temperaturen, og håber bare på, at han ikke kan høre mine tænder klapre…..

Hotellet ligger kun omkring 4-5 km væk fra banegården, og da vi nu har kørt i omkring ½ time, bliver vi enige om at vi hellere må holde ind til siden. Noget er galt. Det viser sig at GPSén først vil have, at vi skal dreje til venstre om ca. 700 km. Så er det vi opdager, at GPSén tror, vi er i Tyskland!

Via et almindeligt papirkort kommer vi tilbage til hotellet.
Pépe og jeg går i parken. David kæmper med GPS’en og vinder. Den bliver dog lige afprøvet i Prags gader før morgendagens tur til Milovice!

Bonitace i Milovice d.14 Juni

Til vor store glæde var GPSén os venligt stemt. Vi blev ført væk fra storbyen Prag, og gennem det smukkeste, grønne og bakkede landskab. David og jeg var helt enige om, at befolkningstætheden udenfor Prag, slet ikke er så tæt! Pépe havde ingen mening, da han snorksov det meste af turen til Milovice.

Da vi nåede Autokemp Milovice åbenbarede sig en helt anden verden. De fineste små veje med grønne arealer, og de fineste små hytter på rækker. Udenfor de fleste hytter var der opsat små hegn, dette for at holde alle de fine små hunde på eget lejede territorier! Det nærmest vrimlede med små, og lidt større hunde, i et sandt farveorgie!
Hér vågnede Pépe og blev næsten helt euforisk over alle disse hunde med det fineste udseende (refereret fra hans egne bjæf!)

Da vi henvendte os i receptionen og spurgte hvor bonitacen skulle finde sted, var svaret, at det da var i går den havde fundet sted ! Den sproglige barriere kan være høj og svær at hoppe over!
Heldigvis fandt vi de andre gode folk hjemme fra Danmark (også en enkelt god svensker fra hinsidan vort land). Desværre skulle de alle, undtagen Line med veninde, hjem til Danmark efter gårdagens udstilling. En udstilling som havde ført fine placeringer med sig. Stort Tillykke med det !

Da klokken nu var 9:55, og Pépe skulle Boniteres kl. 10:10, gjorde min gode mand David mig opmærksom på, at vi hellere måtte finde stedet for dette optrin ! Det ville foregå ”nede bag ved” fik vi at vide, og da dette er et vidt begreb, drog vi og den lille rottehund afsted i den forkerte retning!

Heldigvis var pladsen da ikke større end at vi fik øje på Line, som bevægede sig i den anden retning.
Vakse som vi er, gjorde vi hende selskab.

Som nr. 2 på listen af hunde der skulle boniteres (avlsgodkendes) stod Pépe (Hola Danica Carlo).
Han blev først vejet: 2,1 kg. så blev han målt på alle leder og kanter, med det vi antager, er en af verdens største skydelærere. Da vi så den (skydelære) begyndte vi at se os om efter den Grand Danois som åbenbart også skulle boniteres ! Men nej, der var kun små rottehunde !
Han fik også talt sine tænder, set på sine aftegninger, og til sidst gik han sin sejrsgang med sit ene menneske .

Og på den bagrund fik Pépe sin avlsgodkendelse. Lykkelige og stolte blev menneske mor og far!

Jeg ser for min indre biograf, at der engang om 200 år er et hundeelskende menneske, som vil gennemgå, på det tidspunkt ældgamle optegnelser, og glæde sig over denne lille Prazsky hanhund med så fremragende tal og optegnelser…..

Pépe var knap nok blevet sat på jorden igen efter sin avlsgodkendelse, før han oplevede sin første forelskelse i en lille hunhund. Hun er Tjekke, og jeg ved ikke om Pépe og hun kan nøjes med et langdistance forhold !

Ja, så var vort eventyr for så vidt slut, og vi tog hjem igen, som alle de andre hundeejere, med den smukkeste og dejligste hund !
Pépe er nu særdeles berejst; en flyende, sejlende og boniteret hund. Han har taget bestik af, og gjort sig mentale notater af Prags parker, og i det hele taget været en rar og glad lille rejsekammerat!
Og selv om de, som boniterede ham, gav en lille anmærkning om at hans hale var lidt lavt ansat, mener vi dog at han nu, efter bonitacen, fører halen en lille smule højere!

Tak, til både Kamilla og Line som efter bedste evne holdt os informeret og hjalp hvor de kunne.

Kærlig hilsen til de af jer som orkede at læse dette færdigt!
David, Anne og ikke mindst Pépe
Denne rejse og bonitace, er noget vi sætter stor pris på at have oplevet.

Den har dog også bragt os følgende spørgsmål:

Spørgsmål nr. 1.

Jeg har få dage efter vor hjemkomst skrevet til den tjekkiske klub (Jenka) ang. betaling af indmeldelse i den Tjekkiske PK klub. Samtidig har jeg også bedt om at betale for bonitacen. Jeg har i skrivende stund 5/7, ikke modtaget nogen betalings info eller svar ! Er det en mulighed, at vor danske klub fik en enkelt kontaktperson ( evt. engelsktalende) som kan være tovholder i Tjekkiet og hjælpe os med spørgsmål og svar indenfor rimelig tid ?

Spørgsmål nr. 2.

Før jeg får lavet DNA testen som jeg skal sende kopi af til den tjekkiske ansvarlige for bonitace:
På DPKK hjemmeside står at der pr. 2015 er kommet en ny formular, som skal medbringes til bonitering. Det skal være en almindelig DNA test.
Hvor finder jeg denne formular ?
– og hvor skal blodprøven sendes hen her i Danmark ?

Spørgsmål nr. 3.
Jeg kan forstå at DPKK har gjort et godt og stort stykke arbejde for at racen er blevet anerkendt i DKK.
Fra d. 1 Januar 2013 står racen nu i x-registeret. Virkelig flot !
X-register betyder at racen endnu ikke er internationalt anerkendt (FCI)

Jeg læser på DPKK hjemmeside under avl og her står bla.: ”DPKK arbejder efter standarden, samt DKK´s avlsanbefalinger for racen og etiske anbefalinger for avl generelt”
” Dette indebærer, at medlemmer af DPKK kun må avle på hunde med stamtavler.”
Hvilke stamtavler menes her ?

Spørgsmål nr. 4.
Min hund opfylder kravene til avl iflg. DKK:
Han har en DKK stamtavle
Han har 2 testikler i pungen.
Han har været udstillet og opnået resultatet excellent
Han er patellatestet 0/1

Jeg er informeret om at DPKK har arbejdet for og fået indflydelse på nogle af disse krav.

Jeg har desuden frivilligt, da det ikke er et krav, valgt at få ham øjenlyst hos en specialist, da jeg synes dette er ligeså nødvendigt som en patellatest. Der er ingen arvelige eller akutte øjenlidelser hos min hund. Attesten gælder 1 år og er at finde hos DKK. Jeg blev meget inspireret af at læse info omkring øjenlysning/øjensygdomme, i indlægget på facebook d. 4 maj 2015 af norske Wenche Arazola ”informasjon om øyelysning”

Da min hund opfylder ovennævnte krav fra DKK, vil han så kunne udbydes til avl på DPKK s hjemmeside, alene fordi han opfylder DKKs avls anbefalinger ?

Hvis dette ikke er nok, i givet fald hvorfor ?

Spørgsmål nr. 5.
Da min hund blev udstillet i Roskilde d. 11/5 2014 ( lige over 1 år gammel ) blev han bedømt af en norsk dommer, Mona Selbach.
Jeg må formode at denne dommer er uddannet i at kunne bedømme PK´er og at bedømmelsen således er givet iflg. standarden.
Hvis min hund havde graverende fejl iflg. standarden, ville de så ikke i givet fald her være fundet her ?

Spørgsmål nr. 6.
Jeg læser under Bonitace/avlsgodkendelse på DPKKs hjemmeside:
”For at få en Prazsky Krysarik avlsgodkendt, skal den på bonitace i Tjekkiet efter den er fyldt et år. En tæve som er, eller har været parret, kan ikke avlsgodkendes. På bonitace kontrolleres, at hunden er racetypisk i henhold til standarden.”

Hvad udgør grundlaget for at også en bonitace og en DNA test er en nødvendighed for iflg. DPKK at få min hund avlsgodkendt, når dette ikke er et krav hos DKK ?

Med respekt for DPKK, er disse spørgsmål stillet med henblik på at få en forklaring, idet jeg ikke helt forstår hvorfor betingelserne for avlsgodkendelse er som de er. Jeg ønsker at forstå om jeg enten har valget at følge DKKs avlsanbefalinger, eller at følge DPKKs avlsprocedurer hvis jeg ønsker min hund udbudt til avl gennem DPKK.

Svar til Anne

Spørgsmål 1.
Som jeg sagde til jer i Milowice, så har vi tovholdere i Tjekkiet, men de rider ikke samme dag, de sadler. De er meget langsomme dernede, men der er desværre ikke så meget at gøre ved det.

Spørgsmål 2.
DNA formular. Som jeg også sagde til jer dernede, så er det en formular, du får hos dyrlægen, og det er KUN 1 prøve, der skal tages, af den hund/hvalp der bliver boniteret. DKK har også en formular. Den kan du også vælge. Der er ikke krav på en bestemt formular, der skal bare laves en test, og den skal så afleveres til boniteringen. I jeres tilfælde eftersendes til det tjekkiske avlsråd (da I ikke havde DNA formularen med til boniteringen).
Sendes der så kopi af stamtavle, patellaattest, DNA-attest og kopi af avlsgodkendelsen og endelig et billede af hunden til hjemmesiden (Benny Steen Larsen), og derefter registrerer Benny hunden i DPKK i vores register på klubbens hjemmeside.

3. Hvilke stamtavler? Det er stamtavlen, der følger hunden, om den så er fra Tjekkiet, Tyskland eller Danmark. Det skal jo bare være FCI godkendte klub stamtavler i.

Okay jeg vil prøve kort at forklare dig, hvorfor vi stadig prøver og taler godt for, at vi stadig boniterer vores hunde.

Det er jo ikke noget krav mere at bonitere, efter vi blev accepteret af FCI og DKK, men klubben anbefaler stadig, det gøres, da det er en race under opbygning. Desværre har vi de sidste 4 -5 år set i Sverige og Tyskland, at de fleste vælger den nemme måde. De går på en udstilling får en very good eller excellent, og så avler de løs på deres hunde, og det har resulteret i mere ukontroleret avl, og deres hunde bliver højere og højere. De overholder ikke den tjekkiske racestandard, og det er vi meget kede af i Tjekkiet, Norge og DK. Vi mener, de ødelægger racens oprindelige udseende, og vi mener, hvis man vil have en større hund, så kan de folk købe enten en russian toy eller en phincher. Det er grunden til, vi anbefaler det, og indtil videre har vi kun haft gode, fornuftige medlemmer og hvalpekøbere. Det er vi henrykte for i bestyrelsen. Det er ligesom at give os et skulderklap for alt det arbejde, vi har lagt i det 8 års arbejde.

Mange af de dommere der dømmer i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland kender slet ikke vores race nok til at de på en udstilling kan give en excellent, som så gør, man må avle med sin hund, desværre. Fordi du har en god udstillingshund, er det ikke sikkert, det er en god avlshund og omvendt, men det har man ikke altid øjnene op for desværre, men den der bruger den nemme og billige løsning synes jo, det er super, man ikke går mere i sømmene på deres hunde og lige en ps. Når du nu har boniteret Pepe, så når han engang laver et kuld hvalpe, så kommer det til at stå i hvalpenes stamtavler, at hvalpen er efter avlsgodkendte forældre, som opfylder alle krav om tjekkisk avlsgodkendelse ca. sådan står der.

Hhåber du blev lidt klogere på proceduren, håber jeg har forklaret dine spørgsmål godt nok.
Mvh
Line

Share this story:
  • tweet

Recent Posts

  • Referat fra generalforsamlingen 2019

    18/11/2019 - 0 Komentere
  • Program for hunde på Store Hestedag 3. og 4. september

    20/08/2016 - 0 Komentere
  • Referat fra generalforsamlingen 2016

    13/07/2016 - 0 Komentere

Author Description

404
© 2013 Dansk Prazsky Krysarik Klub