Skovflåt

Skovflåt larve	Skovflåt nymfe
Voksen skovflåt han	Voksen skovflåt hun

Skovflåten (Ixodes ricinus) kaldes også fejlagtigt for “tæge”. Den er ikke et insekt, men derimod en blodmide, der med sine otte ben er beslægtet med edderkopper. Det er en træls lille parasit, der samtidig har den en meget spændende og usædvanlig livscyclys og levevis.
Skovflåten gennemlever 4 livsstadier: æg, larve, nymfe og voksen. Hvert af de sidste 3 stadier kræver et måltid blod for at den kan udvikle sig til næste stadie. Larven er kun ca. ½ mm lang, har seks ben og suger blod på mus. Nymfen er ca. 1 mm lang og suger blod på mus eller større pattedyr. Den voksne flåt suger blod på større pattedyr. Når en skovflåt er sulten, kravler den op i vegetationen og sætter sig i toppen af et græsstrå eller lignende og venter på, at et dyr skal komme forbi. Den kan sidde stille samme sted i over en uge, men den venter på at et dyr skal passere. Når et dyr kommer forbi, hager den sig fast og finder et passende tyndhudet sted, hvor den borer munddelene ned i huden og sætter sig fast mens den suger blod. Den bliver siddende i 5-6 dage, hvorefter den lader sig falde til jorden. Her skjuler den sig mens den fordøjer blodet og skifter til næste udviklingsstadie. I voksenstadiet parrer den sig og hunnen indtæger sit sidste måltid blod, hvorefter hun udvikler op til 2000 æg. Hele skovflåtens udvikling fra æg til æg varer 2-5 år.Skovflåten tåler dårligt udtørring, så den holder mest til i fugtige områder og er mest talrig langs dyreveksler. Den er mest aktiv som blodsuger forår og efterår og overvintrer under mos og anden bundvegetation. Den er ikke aktiv ved temperaturer under 5 grader. Man kan minimere risikoen for at få flåter på sig selv og sin hund, ved at færdes på tørre steder og undgå højt græs.

En skovflåt, der har siddet fast i mere end et døgn, kan overføre bakterien borrealia, som hos mennesker kan forårsage sygdommen borreliose, der kan give alvorlige lammelser, meningitis (hjernehindebetændelse) og hjerteproblemer. Hunde, der smittes af bakterien, udvikler influenzalignende symptomer og kan få ledbetændelse, så der er god grund til at være påpasselig og fjerne flåter så hurtigt som muligt.

I Sydeuropa, på Bornholm og pletvist i det øvrige Danmark kan skovflåten overføre sygdommen TBE (tick-born encephalitis) også kaldet centraleuropæisk hjernebetændelse. sundhedsstyrelsen anbefaler at mennesker, der færdes meget i områder med TBE, bliver vaccineret mod sygdommen. Hos hunde er de typiske symptomer på TBE feber, sløvhed, slingerhed, ukoordinerede bevægelser, forskel i pupillernes størrelse, kramper, delvise lammelser og nedsat vågenhed. Der findes hverken behandling eller vaccination mod TBE til hunde, så det er endnu en god grund til altid at tjekke sin hund for flåter, når den har været ude i et risikoområde. Omvendt skal man ikke blive hysterisk og overforsigtig. Risikoen for smitte er ganske lille, hvis man tager de mest elementære forholdsregler og sørge for at fjerne fastsiddende flåter inden de har siddet et døgn. Man til en vis grad kan forebygge flåtbid ved at behandle hunden med Bayvantic.

Hundeloppe

Hundeloppen (Ctenocephalides canis) er en lille mørkebrun parasit, der lever på og suger blod af hunde. Den kan også suge blod af mennesker, men kan leve på mennesker. Hundeloppen kan overføre Hundens bændelorm (Dipylidium caninum) og forårsage hudsygsommen Loppeallergi-dermatitis (Flea Allergic Dermatitis – FAD). Hos hvalpe kan der ses alvorlig blodmangel efter et kraftigtc loppeangreb.
Katteloppen (Ctenocephalides felis) er ca. dobbelt så stor som hundeloppen, brun og mere almindelig. Den har samme levevis som hundeloppen.
De voksne lopper er små, få millimeter store, sort-brune vingeløse parasitter med smal, sammenpresset krop. Hovedet har bidende munddele, og kroppen har lange, kraftige ben med kløer, der er gode til at hage sig fast med. Hunnen er større end hannen. Hanloppen lever en uges tid, mens hunloppen lever op til et par uger. Den voksne loppe har behov for et måltid blod en gang i døgnet. Hvis der går længere tid, vil den begynde at fordøje sig selv og dø.
Et til to døgn efter sit første måltid blod, er hunloppen klar til at lægge æg. Den lægger op til 50 æg om dagen. Æggene lægges i hundens pels, men triller af og fordeler sig i hundens omgivelser. De er 0.5 mm store, glatte og hvidlige. Afhængig af omgivelseres temperatur og fugtighed går der mellem 1 og 20 døgn, før æggene klækker. De nyklækkede larver gennem sig i revner og sprækker. De lever primært af loppeafføring, der indeholder blodrester og som drysser fra hunden. De kan også spise bændelormeæg, der senere kan overføres til hunden. Efter 1 – 2 uger forpupper de sig. Pupperne er fantastisk hårdføre. De kan overleve op til et år og kan klare de fleste rengøringsmidler. De kan klække allerede efter 1 – 2 uger afhængig af temperatur og fugtighed samt ydre omstændigheder som rystelser og vibrationer. Derfor oplever man ofte et loppeangreb efter huset har stået tomt et stykke tid – f.eks. efter en ferie.
Lopperne sætter sig ofte på hundens bagpart og bug, hvor man kan se små røde prikker fra loppebid. Hunden reagerer med alt fra let kløe til en voldsom dybere hudbetændelse med sårdannelse og hårtab. Man kan også afsløre et loppeandgreb ved at bruge en tættekam og drysse “fangsten” ud på et stykke fugtigt køkkenrulle. Her vil de blodfyldte loppeekskrementer hurtigt danne små røde pletter. Hvis hunden er allergisk overfor lopper, er det vigtigt at vælge et loppemiddel der dræber de voksne lopper. Det kan f.eks. være Bayvantic. Grundig støvsugning er også vigtig – især revner, sprækker, omkring paneler og på hundens yndlingsplads. Husk at 95% af loppestadierne befinder sig i hundens omgivelser og husk at smide støvsugerposen smides ud med det samme. Alt hvad der kan vaskes, puttes en tur i vaskemaskinen.

Skab

Skab kaldes også ræveskab og skyldes angreb af skabmiden (Sarcoptes scabiei). Den er 0,2 – 0,4 mm og derfor vanskelig at se med det blotte øje. Den kan angribe mange større pattedyr, men ses oftest på ræve, deraf navnet ræveskab. Den variant, der angriber mennesker kaldes fnat. En hund kan få skab på flere måder, hyppigst ved direkte kontakt med en syg ræv. Derfor er jagthunde mest udsat for smitte. Hunden kan også blive smittet ved at færdes på steder, hvor der for nylig har været en syg ræv. Nar en smittet ræv klør sig, falder der skorper med levende mider af. Hvis hunden senere kommer forbi stedet, kan den få skabmiderne på sig.
Skabmiderne lever i det øverste hudlag, hvor deres aktivitet forårsager dannelsen af op til 1 cm tykke sårskorper, der lugter grimt og klør ulideligt. Hos hunde angribes især bug, bryst, benene, ører og albuer. Der opstår hurtigt hårtab og der kommer et kløende, rødt udslæt med gullige skorper. Hunden kløen på de ramte områder forårsager blødende rifter, hvori der kommer bakterie-infektion. Ubehandlet breder sygdommen sig, indtil hele kroppen er ramt og hunden dør af dehydrering.
Ved mistanke om skabangreb bør man kontakte sin dyrlæge, der kan stille den korrekte diagnose. Hvis hunden er smittet, kan angrebet bekæmpes med Sebacil.

Hårsækmider

Hårsækmider (Demodex canis) kan forårsage sygdommen Demodicose, der er en betændelsestilstand i hårrødderne. Hårsækmiden er en meget lille, aflang mide med 4 par ben som lever af afstødte hudceller, talg og lignende. Den er nærmest umulig at se med det blotte øje. Den er almindeligt forekommende hos sunde og raske hunde, hvor de ikke udgør noget problem, men hvis hunden har nedsat immunforsvar, kan den forårsage en betændelsestilstand i hårrødderne, der medfører at hunden taber hårene. og der kommer kløe og skældannelse. Ofte begrænser angrebet sig til ansigtet – især omkring øjnene og næsen – forben og poter, men det kan også brede sig til hele kroppen, så hunden får store skaldede områder med tendens til skorpedannelse og bakterieinfektioner.
Lette tilfælde af sygdommen rammer mest halvstore hvalpe og går oftest over af sig selv. Alvorlige tilfælde af sygdommen er vanskelige at behandle og stort set umulige at komme til livs. Der findes ingen godkendt medicin til behandling af Demodicose, men den kan forsøges bekæmpet ved intensiv udvortes behandling med f.eks. Ivomec mens en evt. bakterieinfektion i huden behandles med antibiotika.
Hos Prazsky Krysarik ses oftest den lokale form af sygdommen, der især forårsager hårløse partier omkring øjnene. Miderne overføres fra tæven til hvalpene mens de dier. Det vides ikke, hvorfor nogen hunde rammes af sygsommen, men det formodes at tilbøjeligheden til nedsat imunforsvar er arvelig, hvorfor dyr med tendens til sygdommen ikke bør anvendes i avlen.

OBS! Hvis nogen ligger inde med et foto af en Prazsky Krysarik med typisk Demodicose omkring øjnene, som vi gerne må bruge her på hjemmesiden, så kontakt venligst webmaster.