
Det er ikke særlig mange år siden, den langhårede udgave af Prazsky Krysarik blev godkendt og skrevet ind i racens standard. Det blev besluttet på et møde i KPPPK den 19. januar 2008, efter at man i nogle år have oplevet, at der kom flere langhårede hvalpe i kuld efter korthårede forældre. Man vidste ikke rigtigt, hvad man skulle stille op med den langhårede udgave, da den ikke kunne avlsgodkendes til bonitace.
I dag er den langhårede Prazsky Krysarik meget mere udbredt rundt omkring i Verden. Flere opdrættere gør et stort stykke arbejde med at fremavle den langhårede udgave, og har stor fokus på at begge forældredyr er bærere af genet. I visse tilfælde kommer den langhårede type stadig ud af det blå i et kuld, uden man kan forklare, hvor den stammer fra. Man kan, inden for de første uger i hvalpens levetid, se om den bliver langhåret. Hvalpen får mere og længere hår over hele kroppen. Pelsen på hvalpen er først rigtigt færdigudviklet efter et års tid, hvor den får mere og muligvis længere hår rundt omkring på kroppen.
Der er bestemte krav til pelsen på den langhårede type. Den må kun have lang pels på ørene, ben, hals, mave og hale. I forhold til Russisk Toy Terrier og Chihuahua, som har meget pels over hele kroppen og ørene, må en Prazsky Krysarik kun have lidt visse steder. Hvis man oplever, at ens Prazsky Krysarik får mere hår end normalt, kan man klippe det til inden show og bonitace.

Ved en langhåret Prazsky Krysarik er der selvfølgelig lidt mere pelspleje i form af flere hundevask med en god shampoo og ugentligt hårbørstning.
Det anbefales ikke, at man parrer to langhårede PK’er med hinanden, da det kan forårsage, at hvalpene får mere pels på kroppen, end standarden foreskriver, fordi de to langhårede gener forstærkes ved sammensætning.
Den langhårede Prazsky Krysarik fås i flere farver. De ses mest i black/tan, men er også fremavlet i brun/tan, rød og gul. Der findes vist kun én i merle. Det er sjældent, de kommer i farverne rød, gul og merle.
Da der ikke fødes langhårede hvalpe i et hvert kuld, kan der være ventetid og prisforskel. Som sagt har flere opdrættere taget udgaven til sig og arbejder målrettet i deres avl for at fremme pelsen. Vi har få langhårede i Danmark, men der kommer flere og flere med tiden.
Dansk Prazsky Krysarik Klub takker Kennel Parvusfidius for lån af billederne.



